Om Black Box Dance Company

Siden foråret 2013 har Black Box Theatre haft sit eget dansekompagni; Black Box Dance Company.

Black Box Dance Company startede ud med 6 håndplukkede professionelle dansere fra Europa, men har siden oktober 2014 udvidet til 8 dansere i forbindelse med forestillingerne "PUSH" og "7EVEN".

Kompagniet består på nuværende tidspunkt af disse unge og talentfulde dansere: Zaneta Majcher (Polen), Charlotte Anne Logan (England), Lionel Ah-Sou (Frankrig), Bartosz Woszczynski (Polen), Marco Rizzi (Italien), Manuel Gaubatz (Tyskland), Emmy Louise Thomsen ( Danmark) og Isabella Harritz Sørensen (Danmark).

I 2013 havde vores kompagni premiere på sin første forestilling, der hed "Viva, Vive!". Dette var en forestilling vi skabte og opførte i samarbejde med 6 dansere fra Ballet Jovem i Brasilien. Viva, Vive! blev kun opført i Holstebro og Brasilien i 2013, men i efteråret 2014 var den på turné i både Danmark, Sverige m.fl. lande. I foråret 2014 har kompagniet opført forestillingen "100 LIKES" både i Holstebro samt på turné i Danmark og Sverige. I forbindelse med den danske kultursatsning i Kina var kompagniet også i Kina og optræde i oktober 2014 med "100 LIKES" og i efteråret 2015 opførte vi den også på en festival i Tanzania. Til efteråret er forestillingen udvalgt blandt 680 ansøgere til, at den skal opføres på den kendte Tanzmesse i Düsseldorf. Denne forestilling er fortsat på repertoiret i sæson 2016/2017 og frem.

I foråret 2015 havde vi premiere på forestillingen "PUSH". Denne forestilling består af 2 værker, som blev koreograferet af den 5-dobbelte Reumertvinder Tim Rushton samt den talentfulde koreograf Edhem Jesenkovic. "PUSH" var på turné igen i september og oktober 2015.

I marts 2016 havde vi premiere på en ny forestilling der hed "7EVEN", der er koreograferet af Fotis Nikolaou fra Cypern. "7EVEN" er nomineret til en Reumert i kategorien "Årets Danseforestilling / Performance". Denne forestilling havde også premiere i en mindre udgave, der går under titlen "7Even", og som passer rigtig godt til mindre spillesteder, skoler og festivaller.

Ultimo september 2016 har kompagniet premiere på en helt ny forestilling, der hedder CARMINA BURANA - "Black Box Dance Company with Friends". I denne forestilling inddrager vi for første gange talentfulde dansere fra Dansk Talentakademi samt fra Den Kgl. Balletskole i Holstebro, og derudover medvirker en ung kvinde i kørestol, og hun vil blive omdrejningspunktet i forestillingen.

I Holstebro har man i forvejen et godt forankret talentudviklingsforløb, der starter allerede fra børnehaveplan. Med Black Box Dance Company bygger man ovenpå dette, så vi på den måde kan styrke hele den stamme af talent, der skyder op. For med unge nyuddannede dansere får man også nogle rollemodeller ind i miljøet - nogle som talenterne kan spejle sig og finde selvtillid i.

Flere gange i løbet af året har vi praktikanter, der følger klasser samt prøver sammen med vores dansere.